|
Af Irene Odgaard
Næstformand i Internationalt Udvalg i Socialdemokratiet Region Hovedstaden
Vælgerne har, som andre steder i Europa, sammensat et fragmenteret folketing. Det bliver bøvlet at danne en ny regering. Men der er samtidig noget positivt at sige om SMV-regeringen, og det skal vi ikke glemme i denne tid. Den erklærede i sit regeringsgrundlag, at krig, inflation, usikre globale forsyningskæder og klimakrise har bragt os i en vanskelig situation. Der blev sat spot på verden omkring os.
Mette Frederiksen har berettet, at hun fik mange spørgsmål om udenrigspolitik i valgkampen. I oktober sidste år stod udenrigs- og forsvarspolitik øverst på vælgerdagsordenen ifølge Epinion, og det gjorde det også, da valget blev udskrevet. En helt usædvanlig situation for et valg og en valgkamp i skyggen af Grønlands-krisen: truslen mod kongerigets suverænitet fra USA, en NATO-allieret. Som blev håndteret på en måde, som måske kun en samlingsregering havde kunnet præstere. Både besættelse og blodsudgydelse blev undgået via tæt parløb med europæiske allierede. Det var virkelig godt gået af regeringen.
Siden er det kun blevet værre med de geopolitiske trusler: USA’s strategi for krig mod Iran synes at have været en gentagelse af bortførelsen af Maduro i Venezuela; regimet skulle ‘halshugges’ gennem likvidering af lederne. Men den slags regime-management kunne aldrig lade sig gøre i Iran, som er en sikkerhedsstat med stærke institutioner, forberedt på gengældelseslogik ved angreb som USA’s/Israels. Og ovenikøbet decentraliset i 31 kommandocentre med selvstændige kapabiliteter efter USA’s og Israels bombninger i juni 2025. Iran spillede selvfølgelig også sit geoøkonomiske kort: blokering af Hormuz-strædet, og nu er den globale energiforsyning og skibstrafikken taget som gidsel. Vi mærker det i Europa, i første omgang som prisstigninger, siden måske som hyperinflation. Følgerne af denne uoverlagte og ulovlige krig kan blive værre end 70’ernes oliekriser.
Derfor var det godt, vi havde SMV-regeringen. Der er sat en anden retning for udviklingen af vor udenrigs- og forsvarspolitik. USA er ikke længere “en nær allieret”, som Mette Frederiksen sagde i en af partilederdebatterne. Vi satser i stedet på alliancer inden for EU, særlig omkring Østersøen. Måske er Tredje Verdenskrig allerede begyndt - den slags finder man først ud af senere. Men det ser ikke godt ud.
Oprustning er en forandring for småstaten Danmark, som i lange perioder - også i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig - satsede på neutralitetspolitik og afrustning. Det går næppe i 2026 - i 'Rovdyrenes tid'. Men samtidig må vi ikke glemme, at det, S kaldte “åndelig oprustning” i mellemkrigstiden, og som afrustningen dengang gav økonomisk råderum for, var sociale reformer. Nød og ulighed nærer yderfløjene: derfor er der aldrig nogen varig fred uden social retfærdighed. Det skrev den nye internationale institution, ILO, (den internationale arbejdsorganisation) på sit banner efter Første Verdenskrigs afslutning. Og det gælder stadig.
|
