Kan du ikke læse nyhedsbrevet? Se det
online
|
|
|
på Frederiksberg
|
|
|
5. marts 2025
Kære medlem - i dette nyhedsbrev kan du læse om:
Kalender Borgmesterens blog Generalforsamling 16. marts - vel mødt! Kom med på gaden S samler alle partier for at styrke demokratiet Retfærdig byfornyelse af Nordens Kvarter Sundhedspolitiske indsatser Fire år i Socialdemokratiet - i en tid med hyperpolitik Velkommen til David Munis Zepernick Tirsdagsmøder Støt os - følg os AOF: oplevelser, sommerkursus og undervisning Kolofon og kontakter
|
|
|
8. marts kl. 13-15 Kampagne med start fra KU.BE på Dirch Passers Alle 4. Tilmelding: Christina på sms 6017 9003 eller i Facebookgruppen 16. marts kl. 12.30-17 Generalforsamling på Danasvej 30B. Dagsorden udsendt 23. februar - yderligere materiale følger 9. marts 26. marts kl. 19-20.30 Medlemsmøde med oplæg af senioranalytiker Gustav Elias Dahl om vælgerne på Frederiksberg. Bestyrelsesmøde kl. 20.30-21. 1. april kl. 13.30 MF Ida Auken fortæller om aktuel politik på Christiansborg i Metronomen Godthåbsvej 33, læs mere under 'Tirsdagsmøder' 5. april kl. 13-15 Kampagne - mødested følger. Tilmelding: Malte Mathies på sms 3166 1565 eller i Facebookgruppen 24. april kl. 15.15 - 17 Orkesterprøve og rundvisning hos Copenhagen Phil. Tag en ledsager med - tilmelding senest 14. april til kristoffer.appel@frederiksberg.dk 1. maj kl. 7 Festlig 1. maj med taler, sange og morgenmad arrangeret af DSU i Metronomen Godthåbsvej 33 3. maj kl. 13-15 Kampagne - mødested følger 6. maj kl. 13.30 Poul Breyen 'Hvorfor stemte italienerne på Berlusconi og nu på Meloni? i Metronomen Godthåbsvej 33, læs mere under 'Tirsdagsmøder' 21. maj kl. 19 Medlemsmøde og efterfølgende åbent bestyrelsesmøde i Stormly Nr. Fasanvej 81 - tema følger 5. juni kl. 13-15 Grundlovsfest i Lindevangsparken 21. juni kl. 13-15 Kampagne - mødested følger
|
|
|
Af Michael Vindfeldt, borgmester
I over tre år har vi haft æren af at tjene Frederiksberg og alle Frederiksbergborgere som borgmesterparti. Vi er stolte af, at byen stadig er vidunderlig, at økonomien er bragt på rette kurs, at vi har forbedret velfærden, og at Frederiksberg er blevet grønnere – med endnu mere grøn omstilling og klimaindsatser i vente.
Valgdagen nærmer sig, og vi har arbejdet flittigt på et afbalanceret valgprogram, som jeg ser frem til at præsentere på generalforsamlingen den 16. marts. Det var dejligt at opleve jeres store engagement og interesse, da vi drøftede en førsteudgave af programmet på medlemsmødet i februar.
Valgprogrammet skuer 10 år frem og deler vores visioner for Frederiksberg i 2035. Selvom flere kommunalvalg venter undervejs, mener vi, at politik har brug for et langsigtet perspektiv. Vi ønsker at sætte en klar retning for byen i en tid præget af international usikkerhed. Derfor lægger vi vægt på, at valgprogrammet ikke kun præsenterer konkrete initiativer, men også tydeliggør de værdier, der danner grundlag for ledelsen af vores by.
|
|
|
Generalforsamling 16. marts - vel mødt!
|
Af Kirsten Bagge Nielsen på vegne af fællesbestyrelsen
Vi holder generalforsamling i de to kredse og fællesledelsen søndag 16. marts 2025 kl. 12.30 i Medborgerhuset på Danasvej 30B.
Her kan du møde vores stærke kandidater til det meget afgørende kommunalvalg og stemme om deres placering på stemmesedlen. Vi skal også vælge folketingskandidater og bestyrelse samt godkende vedtægt, valgprogram, aktivitetsplan og økonomi. Der er desuden mulighed for dialog med borgmester Michael Vindfeldt, MF Ida Auken og regionsmedlem Vibeke Westh.
Dagsorden mv. er mailet til jer 23. februar - og 9. marts følger det sidste materiale.
Vi byder på vand, kaffe, te, frugt og sødt i løbet af eftermiddagen. Mødet forventes afsluttet kl. 17.00.
Af hensyn til planlægningen bedes du tilmelde dig generalforsamlingen senest den 10. marts 2025 på mail til Jørgen Mørup Pedersen: joergenmp@outlook.dk
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig på baggenielsen@hotmail.com eller tlf. 2129 4447.
Vi glæder os til at se dig!

|
|
|
Af Christina Sylvest-Noer på vegne af gruppen i Kommunalbestyrelsen
Gadekampagne handler ikke kun om at dele vores politiske budskaber, men i lige så høj grad om at møde mennesker, lytte til deres historier og forstå, hvad der betyder noget for dem i deres hverdag.
På gaden oplever vi Frederiksberg fra alle vinkler – fra børnefamilier, der ønsker bedre daginstitutioner, til ældre, der bekymrer sig om ældreplejen. Vi får en direkte indsigt i, hvad borgerne elsker ved vores by, og hvad de ønsker forbedret. Det er dialog i sin reneste form, og den er afgørende for at skabe politik, der afspejler virkeligheden.
Men gadekampagne er også fællesskab. Vi står side om side med ligesindede partikammerater, der deler en vision om et mere socialt retfærdigt Frederiksberg. Vi bakker hinanden op, deler grin og gode samtaler, og vi går hjem med fornyet energi og tro på forandring.
At engagere sig i gadekampagne er at tage demokratiet ud af mødelokalerne og ud til dem, det hele handler om: borgerne. Det er en påmindelse om, at politik ikke kun skabes på rådhuset eller til medlemsmøderne, men også i samtalen på gaden, foran supermarkedet eller ved busstoppestedet.
Sammen gør vi en forskel – én samtale ad gangen. Så kom med på en gadekampagne, du vil ikke fortryde det. Og vi slutter altid af med en hyggelig kop kaffe el. sammen.
Vi mødes følgende lørdage kl. 13 - 15: 8. marts, 5. april, 3. maj og 21. juni. I marts med start fra KU.BE på Dirch Passers Alle 4. Tilmelding: Christina på sms 6017 9003 eller i Facebookgruppen.

|
|
|
S samler alle partier for at styrke demokratiet
|
Af gruppeformand Sine Heltberg
Demokratiet er under pres mange steder, og det er vigtigt, at der ydes en ekstra indsats for at styrke og værne om demokratiet på Frederiksberg.
Derfor har vi samlet alle kommunalbestyrelsens partier i et beslutningsforslag om at øge valgdeltagelsen ved Kommunalvalget i 2026 for at 1) få flere unge til at stemme, 2) gøre udlændinge med kommunal stemmeret, bl.a. expats, opmærksomme på deres mulighed for at stemme og 3) øge valgdeltagelsen i de områder af Frederiksberg, hvor den lå under gennemsnittet ved seneste kommunalvalg.
Vi ønsker, at indsatsen kan fremmes både for dem, der har stemmeret ved kommunalvalget 2025 og for børn og unge, der skal stemme i fremtiden. Derfor har vi bedt forvaltningen om at se på de forskningsresultater og tidligere statslige, såvel som kommunale, forsøg med alternative afstemningssteder, SMS opfordringer og andet øget informationsindsats, herunder om muligheden for at brevstemme mv, der kan øge valgdeltagelsen og skabe større engagement blandt borgerne. Det kan eksempelvis være ved at afholde demokratidage på ungdomsuddannelser, opsætte plakater med opfordring til at stemme i opgange, biografreklamer, reklamer og plakater i bybilledet og på tv skærme i den kollektive transport, breve til unge under 30 år samt nyheder og budskaber målrettet unge på sociale medier.
I forhold til fremtidens vælgere er det vigtigt, at der fastholdes og udvikles en demokratisk kultur om, at man selvfølgelig stemmer, når der er valg. Vi har også bedt om forslag til, hvordan der fx via Aula, tegnekonkurrencer eller andre tiltag kan sættes fokus på demokratiet, det at stemme og tage sit barn med ned at stemme. Vores demokrati er ikke kommet af sig selv. Vi skal værne om det.
|
|
|
Retfærdig byfornyelse af Nordens Kvarter
|
Af Malte Mathies Løcke, politisk ordfører
I sidste valgperiode steg skandalesagen om de kommunale beboelsesejendomme til tops i de politiske diskussioner på Frederiksberg rådhus. Efter at være blevet ignoreret i årtier af det konservative flertal, gennemtvang de kommunale lejere i samarbejde med Socialdemokratiet og Enhedslisten en stor renoveringsplan, der gjorde op med skimmelfyldte lejligheder, gennemhullede tage og livsfarlige altaner. I samme ombæring vedtog vi en områdefornyelse af den vestlige del af Finsensvej, hvor mange af de kommunale beboelsesejendomme ligger. Områdefornyelsen sendte millioner af kroner mod Vestfrederiksberg til en ny legeplads, grønne byrum samt tryggere stiforbindelser mellem bl.a. Solbjerg Have og KU:BE. Indsatsen har været en kæmpe succes og er et strålende eksempel på den retfærdige byudvikling, vi står fast på i Socialdemokratiet.
Derfor kan vi glæde os ved, at Frederiksberg nu tager det næste skridt i den retfærdige byudvikling med en storstilet områdefornyelse af Nordens Kvarter, området omkring Nordens Plads. Mandag d. 3. marts vedtog Kommunalbestyrelsen at bruge 27 mil. over de næste 5 år - med 3,1 mil. allerede afsat i 2025 – til at løfte et af de allermest oversete områder på Frederiksberg. Programmet for områdefornyelsen er resultatet af en omfattende borgerinddragelse med bl.a. et velbesøgt borgermøde på 170 deltagere samt et borgerpanel bestående af lokale borgere. De afsatte millioner skal bl.a. bruges til mere bynatur på kommunale arealer, bedre belysning, bedre forbindelser for bløde trafikanter, f.eks. over Roskildevej, evt. vindreducerende tiltag og midlertidige aktiviteter, der skaber mere liv i området. Dog har vi slet ikke besluttet os for, hvordan alle midlerne skal bruges, og der ligger derfor et løbende arbejde for kommunen og de lokale borgere om at løfte området i fællesskab.
Områdefornyelsen af Nordens Kvarter er med andre ord en stor sejr i vores arbejde for et Frederiksberg, der løfter alle sine borgere.
Læs mere her.
|
|
|
Sundhedspolitiske indsatser
|
Af Vibeke Westh, regionsrådsmedlem
I Region Hovedstaden arbejder vi målrettet for at styrke sundheden og sikre bedre tilbud til borgerne. Lige nu er tre vigtige sager i fokus:
Fødeafdeling på Bispebjerg Hospital Vi kæmper for, at den planlagte fødeafdeling på Bispebjerg bliver en realitet. Med stigende fødselstal og allerede overbelastede fødeafdelinger er det afgørende at sikre kapacitet tæt på de fødende. Ingen familier fra Frederiksberg skal sendes til andre regioner for at føde – vi skal have trygge og nære fødemuligheder.
Opioid-afhængighed: Forebyggelse og behandling Opioid-afhængighed er en voksende sundhedskrise, som rammer både voksne og unge. Vi arbejder på en samlet plan, der skal styrke oplysning, forebyggelse og behandling. Det er afgørende, at vi bremser udviklingen og beskytter børn og unge fra at havne i afhængighed. En stærk indsats på tværs af sundhedsvæsenet, kommuner, uddannelsesinstitutioner og sociale indsatser er nødvendig.
Kvinders sygdomme: Øget fokus og forskning Opgaveudvalget om kvinders sygdomme har netop afleveret deres anbefalinger, som skal sikre mere forskning og øget opmærksomhed på kvinders sundhed. Vi arbejder for at omsætte anbefalingerne til konkrete handlinger, så kvinder får bedre behandling og prioritering i sundhedsvæsenet.
Vi i Socialdemokratiet kæmper for konkrete løsninger, der gør en forskel – vi tager ansvar for at sikre et sundhedsvæsen for patienterne.
|
|
|
Fire år i Socialdemokratiet - i en tid med hyperpolitik
|
Af Christina Sylvest-Noer, børne- og undervisningsordfører
På min fødselsdag i februar kunne jeg fejre fire år som medlem af Socialdemokratiet. Fire år, hvor jeg har set og selv været med til at forme politik, både lokalt og nationalt. Det har også været fire år, hvor jeg har oplevet, hvordan den politiske kultur er præget af øjeblikkelig mobilisering og stærke meninger på sociale medier – ofte uden den langsigtede organisering, der skaber reel forandring, som Anton Jäger beskriver i ‘Hyperpolitik’ (2024).
At være partimedlem i dag er noget andet end for bare en generation siden. Partier, der engang var dybt forankrede i arbejderklassen og civilsamfundet, er under pres. Mange engagerer sig hellere i enkeltsager, demonstrationer eller digitale kampagner end i det seje, organisatoriske arbejde, som jeg mener holder demokratiet stærkt. Jeg har selv mobiliseret og drevet en historisk forældrebevægelse men oplevede, hvordan kortsigtede dagsordener tog over. Derfor søgte jeg ind i noget større og stærkere. Jeg søgte ind i Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet kan modvirke hyperpolitikkens flygtighed, men kun hvis vi værner om vores politiske fællesskab – det fællesskab, der samler kræfterne og sikrer varige resultater. Partierne er stadig den stærkeste bro mellem borgerne og magten. De er ikke perfekte, men de er nødvendige.
For mig har de sidste fire år handlet om at insistere på, at politik skal være mere end øjeblikkelige reaktioner. Hvis vi vil tage demokratiet alvorligt, må vi engagere os – ikke kun i debatten, men i de strukturer, der skaber forandring.
Tak for et stærkt fællesskab på tværs af Falkoner- og Slotskredsen.
|
|
|
Velkommen til David Munis Zepernick
|
David træder ind i den socialdemokratiske gruppe på rådhuset til april. Der er tale om et barselsvikariat for Freja Fokdal fra Radikale Venstre, som David stillede op for ved sidste kommunevalg. Han meldte sig ind hos os sidste år. Vi byder ham velkommen og har bedt ham skrive lidt om sig selv.
Af David Munis Zepernick, kommende medlem af kommunalbestyrelsen
Tak for muligheden for at præsentere mig i anledningen af mit 2½ måneds vikariat. Jeg er 51 år, cand.scient.pol., far til tre unge Frederiksbergborgere (og snart morfar) med danske (75 %) og afrikanske (25%) aner. Jeg arbejder som medlems- og kommunikationsdirektør i life science branchen i regi af den dansk-svenske klyngeorganisation Medicon Valley Alliance.
Parallelt hermed har jeg i 16 år været frivillig ulønnet bestyrelsesformand for Fonden Safe and Alive, som er en toneangivende NGO i kampen mod kvindehandel. Jeg er bestyrelsesformand i Kollektivhuset Frederiksgården og sidder – ligeledes kommunalt udpeget – som medlem af bestyrelsen for Ungecentret Allégården på Frederiksberg Allé.
Derudover er jeg fast klummeskribent på den engelsksprogede Copenhagen Post og har en +25-årig 'karriere' bag mig som skribent og samfundsdebattør med fokus på emner som ligestilling, forsvars- og europapolitik, integration, hvidvask og kvindehandel, sundhed og forebyggelse mm.
Jeg vil gerne takke både gruppen og bestyrelsen – og deltagerne ved den årlige julefrokost - for den venlige modtagelse. Med et tidsperspektiv på 2½ måneds vikariat sætter jeg mig til rette i stolen uden de store fanfarer, men med en ambition om at give mit beskedne bidrag til det socialdemokratiske og kommunalpolitiske maskinrum i et valgår, hvor der selvsagt er meget på spil og vi skal have alle mand af huse på valgdagen.

|
|
|
Af Aage Møller
Tirsdagsmøderne holdes i Metronomen, Godthåbsvej 33 ved Aksel Møllers Haves metro kl. 13.30 -15.30. Der serveres kaffe og kage. Deltagelse er gratis, også for ikke-medlemmer. Møderne arrangeres af Seniorudvalget: Åse Due, Dorthe Frahm, Glenn Hansen, Camilla Hansen og Aage Møller.
1. april: MF Ida Auken fortæller om aktuel politik på Christiansborg. Erik Jensen finder et par sange.
6. maj: Cand.scient.pol. Poul Breyen: 'Hvorfor stemte italienerne på Berlusconi og nu på Meloni?'
2. september: Fhv. minister, MF Benny Engelbrecht
14. oktober: Rådmand Sine Heltberg
4. november: Borgmester Michael Vindfeldt
2. december: Politibetjent Thomas Berthelsen, Frederiksberg Nærpoliti
Den 4. marts talte politidirektør på Vestegnen Kim Christiansen ved mødet i Metronomen. Kim Christiansen er en gudbenådet fortæller, der holdt forsamlingen fanget i det meste af to timer. Han fortalte om sin egen karriere, der begyndte ved postvæsenet som postbud og ved kassen på et posthus. Det meget flotte ved Kims fortælling var, at mens han fortalte om sin egen karrierevej, fortalte han indirekte om samfundets kulturelle og politiske udvikling. Kim nævnte adskillige kriminalsager, han havde været knyttet til, som tilhørerne kunne huske omtalen af. Og tænk: Kim er tredje generations Frederiksbergborger!
|
|
|
AOF: oplevelser, sommerkursus og undervisning
|
|
|
Vi er glade for jeres støtte som medlemmer. Har I overskud og lyst til at give en skærv til vores valgfond, kan I overføre penge på Mobilepay 47480 - mange tak på forhånd!
På Facebook har vi en gruppe alene for Frederiksbergs S-medlemmer. Her kommer der løbende nyt, ligesom du kan give dit besyv med om, hvad der rører sig. Kom ind i gruppen her
|
|
|
Næste nyhedsbrev udkommer i maj 2025. Vi bringer meget gerne indlæg fra jer medlemmer - send til frederiksberg@socialdemokratiet.dk senest 24. april 2025. Vi forbeholder os ret til at afkorte indlæg. Solveig Røndal-Liniger står for layout. Kirsten Bagge Nielsen redigerer og er ansvarshavende.
Fællesbestyrelsen: formand Kirsten Bagge Nielsen frederiksberg@socialdemokratiet.dk og tlf. 2129 4447, næstformand Malou Astrup, kasserer Katrine Lester, sekretær Jørgen Mørup Pedersen, Solveig Rønn-Liniger, Rune Rummel, Aage Møller, Glenn Hansen, Dante Lester Hyllested, Cecilie Aarøe Schumann og Búi Helgason. Suppleanter: Hanne Illum, Flemming Hansen og Asbjørn Dalgaard.
Vores folkevalgte i ... Kommunalbestyrelsen: Michael Vindfeldt - vindfeldt@frederiksberg.dk Sine Heltberg - sihe01@frederiksberg.dk Malte Mathies Løcke - maltemathiel@gmail.com Christina Sylvest-Noer - sylvest-noer@frederiksberg.dk Kristoffer Appel - krap01@frederiksberg.dk Regionen: Vibeke Westh - vibekewesth@yaho.com Folketinget: Ida Auken - ida@auken.dk
|
|
|
|
|
|