Kære socialdemokrater
Igen i år står vi klar med et bredt og ansvarligt budgetforlig for 2025. Seks ud af syv partier står bag aftalen ’Sammen om hovedstadens grønne hjerte’, der prioriterer både den grønne by og den borgernære velfærd.
Som I ved, er aftalen indgået under stramme økonomiske rammer, og det har været helt centralt for os at sikre en sund økonomi i dag såvel som i fremtiden. Skatten holdes i ro, og der er gennemført besparelser og en række nye investeringer. En by skal nemlig udvikles for at følge med tiden og borgernes forventninger.
Derfor er vi rigtig glade for at kunne fortælle, at der er afsat 25 mio. kr. til en grønnere by med flere naturlegepladser, en ny park på Hospitalsgrunden, et grønnere Nordens Plads og mere natur og biodiversitet på Solbjerg Parkkirkegård såvel som andre steder i byen. Samtidig sikrer budgetaftalen samlet set, at der bruges flere penge på velfærd til gavn for alle borgere.
Et andet stort fokus er fortsat at holde hånden under de socialt udsatte, fordi de bredeste skuldre selvfølgelig skal bære de tungeste byrder. Det er på dette område, vi har den største vækst i økonomien,
Sammen med Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Venstre, SF og Moderaterne har vi bl.a. aftalt at:
- Afsætte ressourcer til max 24 elever i klasserne til og med 3. klasse
- Udvide antallet af lejrskoler
- Indføre hovedrengøring til ældre med behov
- Omdanne Nimbus plejehjem til nyt seniorbofællesskab i 2025
- Genindføre pensionistrejser
- Bleer i dagtilbud kommer tilbage
- Mere kunst i det offentlige rum
- Holde hånden under sporten med penge til aktiviteter og anlæg af en ny padelbane
- Etablere og leje flere parkeringspladser til bilerne og afsætte midler til fortsat at fremme cyklismen
- Sikre en ren og pæn by med låg på de affaldskurve, der er mest plaget af fugle og etablere to nye, offentlige toiletter ved Grøndalsparken og J. O. Krags Park
- Intensivere arbejdet med kunstig intelligens (AI), så vi følger med den teknologiske udvikling
Hele aftalen findes her. Der er mulighed for at spørge ind til aftalens forskellige dele på generalforsamlingen 25. september kl. 19 i beboerlokalet Dalgas Have 48. Aftalen skal vedtages af Kommunalbestyrelsen 7. oktober.
Vi takker aftalepartierne for et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde. Vi havde naturligvis gerne set og arbejdede også for at få det sidste parti i Kommunalbestyrelsen med i aftalen. Men de Konservative krævede et byggestop af almene boliger i fire år, og selv om der ikke er mange nye byggerier i støbeskeen, udover på Hospitalsgrunden, ville vi ikke gå på kompromis med vores politiske mål om fortsat at sikre en blandet by.
Gruppen på rådhuset vil gerne takke for mange gode input og drøftelser undervejs. Vores politik bliver kun så god, som vi sammen gør den til. Vi glæder os til at udfolde aftalens mange flere elementer med jer og takker for støtte og opbakning i det daglige arbejde.
De bedste socialdemokratiske hilsner
Michael Vindfeldt, Sine Heltberg, Malte Mathies Løcke, Christina Sylvest-Noer og Kristoffer Appel
