Arrangementer og politik | I september landede vi i Socialdemokratiet sammen med resten af Kommunalbestyrelsens partier et solidt og ansvarligt budget for 2027.Blandt de bedste nyheder e

Kan du ikke læse nyhedsbrevet? Se det online

 

17. oktober 2026

Det lærte vi, da vi tog budgettet med på gaden

I september landede vi i Socialdemokratiet sammen med resten af Kommunalbestyrelsens partier et solidt og ansvarligt budget for 2027.

Blandt de bedste nyheder er nye skolegårde til fire skoler, en styrket demensindsats, et nyt aktivitetscenter for ældre og masser af penge til at forbedre byrummet. Det skal frederiksbergerne naturligvis høre om!

Derfor har vi de seneste uger holdt en række gadekampagner foran supermarkeder, folkeskoler og metrostationer for at fortælle om budgettet. Og det har været en stor succes! Stemningen har været rigtig god, og mange af vores medborgere sætter stor pris på Socialdemokratiets arbejde på Frederiksberg.

Samtalerne på gaden har lært os en del. Især tre erfaringer bør vi tage med os:
  1. Det brede samarbejde er meget populært. Som borgmesterparti har vi altid lagt en ære i at have det bredest mulige samarbejde på tværs af partierne. Og det kvitterer borgerne for, når vi taler med dem. Konflikt og drama fører sjældent god politik med sig, og det ved folk godt. Vi oplevede flere gange, at borgerne blev mere interesserede i at tale med os, når vi nævnte, at årets budget er vedtaget i enighed blandt alle byens partier. Som socialdemokrater bør vi derfor altid tale samarbejdet på Frederiksberg op, når venner, naboer osv. spørger ind.
  2. Facebookgrupperne bliver læst. Borgerne følger med i, hvad der sker i de lokale facebookgrupper som Vi der holder af Frederiksberg og bor her. Når en vejlukning, en legeplads eller en buslinje bliver debatteret i en gruppe, er der langt flere, der læser med, end man umiddelbart skulle tro. Det ved vi, fordi borgere nævnte opslag fra grupperne, da vi talte med dem på gaden. Vi opfordrer derfor jer alle til at deltage med likes og kommentarer, når I har mulighed for det. Borgerne lægger nemlig mærke til det.
  3. Gadekampagner i løbet af valgperioden virker. Folk har stor respekt for, at vi går på gaden, selv når der ikke er valgkamp. Stemningen er langt mere positiv, og borgerne er mere åbne for en snak, fordi de ved, at vi ikke er ude efter deres stemme, men blot ønsker dialog. Derfor fortsætter vi løbende med gadekampagner i resten af valgperioden. Og vi håber selvfølgelig, at I har lyst til at være med! Hold øje med partiets facebookgruppe, hvor vi løbende inviterer til nye kampagner.
Til sidst en stor tak til alle jer frivillige, der deltog, og især til Christina Sylvest Noer og Aage Møller, som sammen tog hovedansvaret for kampagnerne. Vi ses! 🌹

Hilsen fra den socialdemokratiske gruppe på rådhuset

Bliv klogere på sociale klausuler - medlemsmøde 18/11

Når kommunerne sender en opgave i udbud, ender den tit hos det billigste firma. Men hvordan kan det være så billigt? Nogle gange er svaret lav løn, lange kæder af underleverandører og arbejdsforhold, vi aldrig ville acceptere på vores egne byggepladser.

Arbejdsklausuler og sociale klausuler, som dem vi har i Frederiksberg kommune, kan stoppe det. De sikrer ordentlige vilkår for alle på byggepladsen og skaber lærepladser til fremtidens faglærte. Staten har pligt til at bruge dem. Kommunerne bliver kun opfordret til det, så det er et politisk valg, og det kan vi påvirke.

Kom til medlemsmøde onsdag 18. november kl. 19 i Stormly Godthåbsvej 77 og bliv klogere på: hvad klausulerne er, hvorfor de betyder så meget og hvordan vi arbejder med sociale klausuler på Frederiksberg.

Oplæg ved formand for Stilladsarbejderne i København Thomas Frank og rådmand Malte Mathies Løcke (foto).

Masser af inputs fra nye medlemmer

Hvordan skal vi drive politik på Frederiksberg? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da vi mødtes med 14 nye medlemmer. De bød ind med masser af gode spørgsmål, idéer, feedback og ønsker til vores politiske arbejde. Borgmester Michael Vindfeldt viste også rundt på det smukke rådhus.

Tak til alle, der deltog, og bidrog med engagement og gode input. Vi tager idéerne og tilbagemeldingerne med os i det videre arbejde.

 

Kalender

21. oktober kl. 19.30 Medlemsmøde om trafik og tryghed på Frederiksberg med kommunalbestyrelsesmedlem Kim Christiansen. Efterfølgende bestyrelsesmøde samme sted: Stormly, Godthåbsvej 77. 
Læs evt. mere på facebook her.

29. oktober kl. 19.00 Åbent møde om forsvarspolitik med forsvarsredaktør Andreas Krog i Stormly, Godthåbsvej 77. Tag gerne en ven med til mødet.
Læs evt. mere på facebook her.

3. november kl. 13.30-15.30
Tirsdagsmøde: tidl. rådmand Thyge Enevoldsen om 40 år i kommunalpolitik på Frederiksberg i Metronomen, Godthåbsvej 33. Åbent for alle. Gratis kaffe og kage. 
Læs evt. mere på facebook her.

18. november kl. 19.00 Medlemsmøde om 'sociale klausuler' med rådmand Malte Mathies Løcke og fmd. for Stilladsarbejderne i Kbh. Thomas Frank. Efterfølgende bestyrelsesmøde samme sted: Stormly, Godthåbsvej 77. 
Læs evt. mere på facebook her.

1. december kl. 13.30-15.30 Tirsdagsmøde: borgmester Michael Vindfeldt om året der gik og om det kommende år i Metronomen, Godthåbsvej 33. Åbent for alle. Gratis kaffe og kage. 

2. december Gadekampagne og julekomsammen - mere info følger.

9. januar 2027 Nytårskampagne - mere info følger.

11. marts 2027 Ordinær generalforsamling - mere info følger.

STØT OS - FØLG OS

Vi er glade for jeres støtte som medlemmer. Har I overskud og lyst til at give en skærv til vores valgfond, kan I overføre penge på Mobilepay 47480 - mange tak på forhånd!

På Facebook har vi en gruppe alene for Frederiksbergs S-medlemmer. Her kommer der løbende nyt, ligesom du kan give dit besyv med om, hvad der rører sig. Kom ind i gruppen her

Kolofon

Næste nyhedsbrev udkommer i november 2026. Vi bringer meget gerne indlæg fra jer medlemmer - send til frederiksberg@socialdemokratiet.dk. Vi forbeholder os ret til at afkorte indlæg. Formand Kirsten Bagge Nielsen (ansvarshavende) tlf. 2129 4447.