Politik

Valgprogram 2025-2035
FORBEDRE FOR AT BEVARE


Frederiksberg er en vidunderlig by. Her leves livet – og det leves godt. Og grønt. I generationer har vi Frederiksbergborgere elsket vores by for dens særpræg og netop holdt i hævd, at Frederiksberg er noget ganske særligt. Vi er hovedstadens grønne hjerte.

Socialdemokratiet går til valg på at holde fast i alt det særlige, der er ved vores ’grønne ø’ her midt i hovedstaden. Her skal man kunne se mindst ét træ fra hver bolig. Her ryddes sneen hurtigt og effektivt. Her har vi erklæret krig mod graffiti og utryghed i enhver form. 

Her er byen ren, grøn og pæn. Og ikke mindst tryg.

Frederiksberg er et sted, hvor vi bor mange forskellige mennesker. Hvor der er plads til dem, der har store indtægter og til dem, der har mindre. Til dem, der er i arbejde og til dem, der ikke er. Til dem, der har trukket sig tilbage for at nyde livet og til dem, der lige er flyttet
hjemmefra. Til dem, der bor alene og til dem, der bor sammen. Til dem, der bor stort og flot – og til dem, der bor småt, men godt: Kort sagt er vi en by for alle befolkningsgrupper. 

Vi er også en by med stærke fællesskaber. Et levende og dynamisk civilsamfund, godt samarbejde med organisationer og virksomheder og en historisk tradition for at tænke på andre end sig selv.

Det vil Socialdemokratiet stå vagt om. Og det kræver en sikker hånd på rattet. For kun ved at forbedre, kan vi bevare og udvikle det Frederiksberg, vi alle elsker. 

I de sidste fire år har vi haft æren af at tjene Frederiksberg og alle Frederiksbergborgere som borgmesterparti. Vi er stolte af, at Frederiksberg er lige så vidunderlig, som den altid har været. At økonomien er rettet op. At vores dejlige by nu er blevet grønnere – og vil fortsætte med at blive endnu grønnere i de kommende år.

Ved valget i 2021 stemte et flertal af vælgerne på Den Grønne Koalition, der består af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Vi er stolte af, at vi har opbygget og formidlet et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen, hvor alle partier har været med i budgetforlig. Ingen budgetforlig er indgået alene med partierne fra Den Grønne Koalition. Der har i alle år været deltagelse fra partier på både
højre og venstre side af midten, og det er også vores ambition fremover. Det brede samarbejde hen over midten vil være en mærkesag for Socialdemokratiet også i næste valgperiode.

Socialdemokratiet går til borgmesteropgaven med ydmyghed, ordentlighed og ønsket om et bredt samarbejde, hvor vi tilbyder udvalgsformandsposter i kommunalbestyrelsen til begge
sider af den politiske midte efter valget – ganske som vi gjorde i 2021.

Socialdemokratiet er garanten for, at der vil blive truffet de rigtige beslutninger for at sikre Frederiksbergs tryghed og sikkerhed, også i en svær og uforudsigelig tid. Vi vil investere i beredskabet og sikre, at Frederiksberg er forberedt på kriser - uanset om krisen skyldes pandemier, cyberangreb, klimaforandringer eller andre trusler. Borgernes sikkerhed vil altid være første prioritet, og vi går til opgaven med at beskytte vores by og vores borgere med et særligt fokus på de sårbare borgere. 

Med dette valgprogram ønsker vi at se 10 år frem for at fortælle om vores drømme og idéer for Frederiksbergs udvikling frem mod 2035. Vi ved godt, at der skal være flere kommunalvalg inden da. Men vi mener, at der er brug for, at flere tager det lange lys på i moderne politik. At man fortæller, hvilken retning man gerne vil sætte. Og forklare de værdier, vi lægger i vores lederskab af kommunen.

God læselyst.

ORDENTLIGHED, ANSVARLIGHED OG RETTIDIG OMHU


I januar 2022 stod det klart, at Frederiksberg stod over for store økonomiske vanskeligheder. En kombination af udefrakommende ekstraregninger til udligning til dårligere stillede kommuner og ufinansierede skattelettelser betød, at de langsigtede indtægter og udgifter ikke var i balance. Der var et historisk efterslæb på vedligeholdelse af vores bygninger. Blandt andet skoler, hvor det regnede ind gennem taget. Og en ny parkeringskælder til 130 millioner kr. bag Frederiksberg Rådhus – vedtaget af det gamle flertal – gjorde kun ondt værre. Status var, at Frederiksberg ville blive sat under
administration af staten, hvis der ikke blev rettet op.


Som ansvarligt borgmesterparti har vores hovedfokus derfor været at genoprette økonomien. Det er baggrunden for, at der er gennemført besparelser og effektiviseringer, og at skatten er sat op. I øvrigt med støtte fra alle partier. Vi har indført en sund og gennemsigtig økonomistyring. Der er ro om økonomien hos kommunens mange
institutioner, som nu kender deres økonomiske rammer for at kunne levere god service til byens borgere. Vi mener, at man som leder skal vide, hvad man har at drive sin institutionfor. Samtidig har vi fundet plads til, at skatten reduceres i 2026.


Vi har nogle af landets laveste udgifter per indbygger og en effektiv administration. Ingen by, der er større end Frederiksberg, drives lige så effektivt. Vi har styr på, at vores udgifter ikke løber løbsk. Det er en afgørende prioritet, at der er styr på økonomien, også når det er
svært – så vi kan få mest mulig velfærd ud af de ressourcer, vi nu engang har. Til gavn for byens borgere.


Med det nuværende udligningssystem ser det ud til, at Frederiksberg også fremover skal betale store beløb til andre kommuner. Derfor er vores valgprogram ikke fyldt med kostbare løfter. Vi har i stedet valgt at komme med realistiske bud på, hvad vi kan levere ud fra de værdier, vi arbejder efter. Det synes vi er ordentligt, ansvarligt og frederiksbergsk. 

KLAR TIL FREMTIDEN

På Frederiksberg bor mange ressourcestærke borgere, og vi oplever ofte, at løsningerne bliver bedre, når der bliver lyttet og problemer løses i dialog. Tillid og respekt går hånd i hånd. Det gælder også kommunens medarbejdere og ledere, som vi værdsætter højt.   

Vi ønsker at forbedre den gode Frederiksberg-service og lægger vægt på, at vi alle yder en ekstra indsats for at løse et problem eller hjælpe til. Vi stiller os selv spørgsmålet: Hvordan ville jeg selv gerne behandles, hvis det var mig, der stod med dette problem? Økonomi, lovgivning og tid sætter sine naturlige begrænsninger, men god service og dialog er en kultur, vi prioriterer højt. For eksempel når man bliver ringet op af kommunen og får et par ord med om en svær myndighedsafgørelse.

Virkeligheden, udfordringerne, økonomien og teknologien vil ændre sig, og derfor synes vi, det er vigtigt at kende de værdier i vores lederskab af byen, som vi har lagt vægt på de seneste fire år, og som vi går til valg på at fortsætte.

Vi gør os umage med at være Frederiksbergs ambassadør, og vi søger altid de ordentlige løsninger. Realistiske og holdbare – inden for lovgivningen. Vi lever i en tid med mange reformer og højt tempo, og vi gør vores bedste for at implementere ny lovgivning effektivt.

Vi har ikke nødvendigvis svaret på alle fremtidige udfordringer, men vi sørger for at finde svar, der passer til de udfordringer, vi møder. Vi kan ikke forudse fremtiden, og med den usikkerhed der er skabt, efter USA har neddroslet sit sikkerhedspolitiske engagement i Europa, må vi indstille os på, at der skal bruges flere penge på forsvar.

Det kan få betydning for velfærden, for selv om dansk økonomi er stærk, kan pengene og arbejdskraften kun bruges en gang og et sted. Situationen påvirker også andre områder i form af øget opmærksomhed på vores beredskab og investeringer i forsvar mod cyberangreb, hybridkrig og andre trusler. Det kan have betydning for alt fra vores it-systemer til beredskabsplaner for sårbare borgere i eget hjem.

Et andet eksempel er brugen af kunstig intelligens, som får stor betydning for mange velfærdsområder. Vi ved, det kommer til at udvikle sig, uden at vi præcist kan forudsige, hvordan og i hvilken hastighed. Derfor har vi investeret i kompetenceudvikling og it-programmer og lagt en strategi, hvor vi går forsigtigt til værks og starter med at anvende kunstig intelligens på nogle af de administrative og tekniske områder, hvor der ikke er personfølsomme data på spil.

En væsentlig forudsætning for, at Frederiksberg fortsat udvikler sig med høje faglige standarder inden for alle områder er, at der er en klar ansvarsfordeling i ledelsen af kommunens mange institutioner og dygtige medarbejdere.

Derfor har vi ikke, modsat andre kommuner, indført klyngeledelse, hvor flere institutioner må dele leder. Vi lægger nemlig vægt på, at vores dagtilbud, skoler og plejehjem mv. hver har én overordnet leder, der har et entydigt ansvar og frihed til at drive institutionen inden for de politisk fastsatte rammer. Ligeledes lægger vi vægt på et tæt og fortroligt samarbejde med organisationer, fagforeninger, erhvervsliv, kirken og civilsamfund, der – ligesom os – har et hjerte, som banker for Frederiksberg og udviklingen af den gode Frederiksberg-service.

Vi skriver dette, fordi vi lever i en tid, hvor der hurtigt opstår nye udfordringer og teknologiske muligheder, som ingen har kunnet forudse. Det er vigtigt for os at beskrive den måde, hvorpå vi har udvist lederskab og udviklet Frederiksberg Kommune. Det arbejder vi for at kunne fortsætte med at gøre. Fordi borgernes oplevelse af servicen er vores vigtigste bundlinje.

VELFÆRDSSAMFUNDETS KRONJUVEL

Folkeskolen er velfærdssamfundets kronjuvel. En af vores mest afgørende, samfundsbærende institutioner. For her mødes børn fra alle baggrunde, de spejler sig i hinanden og får det, der skaber grundlaget for de bedste livsmuligheder: fællesskab og en god grunduddannelse. Derfor ønsker Socialdemokratiet at sikre gode rammer for folkeskolen på Frederiksberg. Vi vil forbedre for at bevare en god folkeskole.

For skolen er meget mere end et sted, hvor man uddannes. Skolen er et sted, der danner grobund for venskaber og minder for livet. Hverdagen i klasseværelset, ture ud af huset, lejrskolerne og leg og samvær i fritiden er med til at danne og udvikle byens børn. Eller som en af vores skoler har skrevet på asfalten i skolegården: Træd varsomt, for her dannes mennesker!

Vi har de seneste 10 år set, at flere børn og unge mistrives. Derfor har vi igangsat en inddragende dialog med forældre og fagfolk om, hvordan vi kan styrke trivslen. Det er en udfordring i mange lande, og vi løser det ikke i et snuptag, men vi lover at arbejde hårdt for at tage fat om problemet og finde de bedste veje frem, så flere får en oplevelse af, at ’du har betydning, og at du er med i et fællesskab, der er større end dig selv’.

Herudover er der stadig for mange, der forlader folkeskolen uden at kunne læse godt nok eller opnå en karakter på mindst 02 i dansk og matematik. Vi vil have en folkeskole, hvor drenge og piger får den uddannelse, der giver dem de bedste fremtidschancer i livet. Hvor håndens og åndens dannelse går hånd i hånd med udviklingen af en mere praksisfaglig skole og mulighed for juniormesterlære.

Flere og flere får diagnoser, og presset på specialområdet er stort. Børn og unge skal have den hjælp, de har brug for, og det skal ske i en balance, så flest mulige får den bedst mulige hjælp. Derfor ønsker vi også at styrke almenområdet med henblik på, at flest mulige skal kunne rummes i folkeskolen og i byens fritidstilbud.

For at gøre en god folkeskole bedre er det afgørende, at fagligt dygtige medarbejdere trives og fastholdes, så eleverne har velkendte lærere og pædagoger. Vi skal sørge for, at vores folkeskoler er fagligt attraktive arbejdspladser.

Vi tror på, at vi skal sikre en digital revolution, hvor telefonerne kommer ud af skole- og fritidsliv med meget mindre skærm og flere bøger. Flere af vores børn skal have et mere aktivt fritidsliv. Og så ønsker vi at etablere en skolemadsordning på Frederiksberg, fordi mætte børn lærer bedst. Endelig ønsker vi at forbedre skolernes fysiske rammer. Turen er nu kommet til Lindevangsskolen. Derudover har vi også et mål om mekanisk ventilation i alle klasselokaler på alle skoler for at skabe et godt undervisningsmiljø.

I de sidste fire år har vi stået vagt om vores fælles folkeskole. Vi er stolte over, at vi har været med til at levere følgende resultater:

  • Vi har indført ressourcer svarende til maks. 24 elever i klasserne fra børnehaveklasse til og med 6. klasse. Og i 7.-10. klasse ønsker vi snarest muligt at indføre samme regler – fordi flere ressourcer i klasserne giver mere tid til den enkelte
  • Vi har færdiggjort – og tilført yderligere penge til – renovering af Søndermarksskolen til en sum af ca. 150 millioner kr.
  • Vi har udrullet Frederiksbergmodellen for mindre skærmbrug i skole- og fritidsliv. Målet er meget mindre skærm og flere bøger
  • Vi har indført mellemformer, så børn og unge med særlige behov får mulighed for at kombinere specialiseret hjælp på små hold med deltagelse i almene skoleklasser
  • Vi har gjort det lettere for børn og unge i mistrivsel at få behandling.

Men vi er langt fra i mål. Frem mod 2035 arbejder vi blandt andet for:

  • Renovering af Lindevangsskolen til ca. 150 millioner kr. skal påbegyndes i 2026
  • Skolemadsordning på skolerne med tilskud til drift
  • Ressourcer svarende til maks. 24 elever på alle klassetrin inden 2031
  • Fokus på at forbedre børnenes læsning og straksindsats ved ordblindhed
  • Mekanisk ventilation i alle klasselokaler i forbindelse med renoveringer
  • En fritidspolitik, som giver flere børn og unge en plads i fællesskabet og forbedrer kvaliteten
  • Flere indsatser for bedre trivsel, der sikrer, at flere bliver en del af fællesskabet.

KLIMAVENLIGT, GRØNT, RENT OG PÆNT

Frederiksberg har noget helt særligt over sig. Et af de steder, hvor det mest tydeligt kommer til udtryk, er i byrummene. Der er rent og pænt på Frederiksberg. Her skal man kunne se mindst et træ fra hver bolig – ellers rykker kommunen ud og planter et. Vi har erklæret krig mod graffiti. Og når sneen falder, bliver kommunegrænsen trukket tydeligt op: På Frederiksberg er vi først til at rydde sneen. Poser til hundes efterladenskaber hænger på frederiksbergske veje, og antallet af rotter er styrtdykket på Frederiksberg, fordi der rykkes konsekvent ud indenfor 2 timer, hvis det er akut. Sådan er Frederiksberg – og det har vi stået vagt om de sidste fire år. Det vil vi fortsætte med, fordi god service og grønne områder giver god livskvalitet.

Det koster mange penge at sikre, at der ikke er huller i vejen, at skraldet ikke flyder i gaderne, og at byen er grøn, ren og pæn. Men de penge bruger vi med glæde – ja, faktisk bruger vi flere penge end nogensinde før på at sikre en grønnere og mere klimabevidst by. Den udvikling vil vi gerne fortsætte.

Derfor har vi lavet en ambitiøs og realistisk klimastrategi og klimahandleplan med mål om, at Frederiksberg skal være klimaneutral i 2030. I 2040 skal vi være klimanegativ, hvilket betyder, at der skal optages mere CO2, end der udledes. Indsatserne spænder bredt fra håndtering af vand, vind og varme, luftforurening, energiforsyning, transport, affaldshåndtering til grønne indkøb, genbrug og energirenoveringer af ejendomme.

Sammen med de øvrige partier i flertallet har vi også indført ’Det Frederiksberg-Grønne Regnskab’, som siden 2021 har målt, om byen er blevet grønnere eller ej. Klimaforandringerne kræver ikke blot en aktiv indsats af os som kommune, men i høj grad også af de selskaber, vi ejer helt eller delvis. Derfor arbejder vi også med klimaforbedringer i vores forsyningsselskaber, via Kommunernes Landsforening og andre steder, hvor vi har indflydelse. 

Det grønne regnskab viser, om der er kommet flere træer. Om der er kommet mere grønt areal. Om biofaktoren er steget. Udviklingen er entydig; på alle parametre har vi nu et endnu grønnere Frederiksberg, end før vi overtog ansvaret. Mest tydeligt kan Frederiksberg snart se frem til anlæg af en stor del af den kommende park i Hospitalshaven til gavn og glæde for hele byen samt på Nordens Plads ved Domus Vista. Og med enighed i kommunalbestyrelsen om at friholde Solbjerg Parkkirkegårds for byggeri sikrer vi for eftertiden endnu en stor, grøn park.

Bispeengbuen har længe skæmmet Frederiksberg, og i denne valgperiode har såvel Københavns Kommune som Frederiksberg Kommune besluttet, at vi vil nedrive den ene del af buen; den del, der vender mod Frederiksberg. For at få et grønt byrum under, og fordi støjbelastningen fra Bispeengbuen i dag generer de mennesker, der bor ganske kort fra den. Vi vil arbejde på at sikre finansiering og fortsætte dialogen med staten, der ejer Bispeengbuen.

Men vi er langt fra i mål. I de kommende år skal vi gøre Frederiksberg grønnere i alle ordets facetter og mindske byens klimaaftryk. Flere træer. Flere grønne tage. Mere grønt areal. Flere lommeparker. En styrket biodiversitet. Frederiksberg er hovedstadens grønne hjerte og lunge. Men vi kan blive endnu grønnere – til daglig glæde for borgerne og kommende generationer.

De sidste fire år har vi sikret:

  • En kommuneplan og klimastrategi med fokus på at skabe en mere klimavenlig og grøn by
  • Mindre affald på gaderne år for år
  • Anlæg af ny park i Hospitalshaven påbegyndt i 2025
  • Indførelse af Det Frederiksberg-Grønne Regnskab for at sikre, at udviklingen følges hvert år, så Frederiksberg gradvist bliver grønnere og grønnere
  • Nyt biodiversitetsprojekt for Solbjerg Parkkirkegård og indgåelse af aftale om sikring mod yderligere byggeri på kirkegården
  • Flere træer, mere grønt areal og højere biofaktor end i 2021
  • Mere genbrug: støtte til reparationscafe og genbrugsområde på genbrugsstationen.

Frem mod 2035 arbejder vi for en yderligere forgrønning af Frederiksberg.

Derfor ønsker vi at:

  • Implementere den mest ambitiøse klimastrategi, der nogensinde er vedtaget på Frederiksberg
  • Plante mindst 500 ekstra træer ud over de mere end 9.000 træer, som Frederiksberg har i dag
  • Anlægge mindst tre nye lommeparker og mindst én ny naturlegeplads
  • Bevare mindst 80 % af Hospitalshavens træer
  • Indføre et nyt princip om, at hvis et træ på mere end 25 år undtagelsesvist fældes som følge af byudvikling, skal det erstattes med fem træer i nærområdet, som er mindst 10 år gamle
  • Etablere et inspirerende, grønt område på Nordens Plads
  • Etablere flere offentligt tilgængelige toiletter.

SAMARBEJDE OG NABOSKAB

Frederiksberg er en fantastisk by for seniorer. Her er gode rammer for et aktivt liv hele livet, uanset om du er til kultur, byliv, sport, frivilligt eller kirkeligt arbejde -  eller bare nyder de skønne grønne områder og den centrale beliggenhed. Her er et historisk godt samarbejde med frivillige foreninger, organisationer og virksomheder om at forbedre det gode seniorliv i byen.

Som borgmesterparti arbejder vi med at udbygge de rammer, så byen fortsat kan tilbyde seniorer et rigt liv i en dynamisk by, der udvikler sig med masser af kultur- og fritidstilbud og en kompetent og værdig pleje og omsorg, der træder til, hvis der bliver behov for det.

Vi har fokus på rekruttering af dygtige medarbejdere og ledere, så vi fortsat kan tilbyde pleje og omsorg af høj kvalitet. Og vi har fritidsjob til unge på plejehjem.

Vi er optaget af at understøtte stærke fællesskaber og en kultur, hvor det er naturligt at kigge efter sin nabo, hvis man ved, det halter lidt med at klare det hele selv. Engagere sig i en forening eller i kirken og hjælpe til, hvis tiden og overskuddet er til det. Den professionelle pleje og omsorg skal selvfølgelig træde til, når man ikke længere kan klare sig selv. Men den kan ikke stå alene. Frivillige gør en enorm forskel. Dem skal vi værne om.

Pleje- og omsorgsområdet er det område, vi bruger flest penge på i kommunen, og Frederiksberg er blandt de kommuner i Danmark, der bruger flest penge per borger på pleje og omsorg. Det er en prioritering, vi er stolte af, fordi seniorerne er dem, der har opbygget det samfund, vi andre nyder godt af i dag. Et værdigt seniorliv er en hjertesag for os.

De sidste fire år har vi leveret:

  • De nye plejehjem Lindehaven, Ingeborggården og Ny Søndervang (åbnes i 2025)
  • Seniorbofællesskaber
  • Fritvalgsordninger på madudbringning samt årlig hovedrengøring til dem med behov
  • Flere kæledyr på vores plejehjem, pensionistrejser og midler til frivillige organisationers juleaktiviteter for ensomme ældre og andre udsatte grupper.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Flere seniorbofællesskaber
  • Styrket demensindsats
  • Styrket inddragelse af frivillige foreninger
  • Spisecaféer på plejehjem med eget køkken for hjemmeboende seniorer.

AKTIV OG FRISK

Sundheden på Frederiksberg er god. Mange er aktive langt oppe i årene, får bevæget sig og har stærke sociale relationer. Der er adgang til en lang række forebyggende tiltag og sociale tilbud, uanset om det handler om motion, vægt, rygning, alkohol, psykisk trivsel eller sociale tilbud med spisevenner, gåture, sang, håndarbejde eller andet. Det vil vi værne om og udbygge. Så vi forbedrer for at bevare.

Når sygdom rammer, har vi et solidt samarbejde med især Bispebjerg-Frederiksberg Hospital og vores praktiserende læger. På Frederiksberg har vi en god lægedækning og dermed et ægte frit lægevalg for vores borgere.

Med sundhedsreformen ændres det nære sundhedsvæsen. Det har vores fulde fokus de kommende år at sørge for, at borgerne på Frederiksberg fortsat får sundhedstilbud af høj kvalitet her på Frederiksberg, og at sikre et fortsat godt og tæt samarbejde med de alment praktiserende læger i byen. Deres rolle som patientens tovholder bliver stadig vigtigere, i takt med at flere lever længere med flere komplicerende og kroniske sygdomme. For det kan være svært at overskue og finde vej mellem alle de specialiserede behandlinger.

Vi har også fokus på at sikre, at pårørende og frivillige fra civilsamfundet får støttet bedst muligt op om de syge og de pårørende både før og efter, man for alvor har behov for hjælp fra det offentlige.

De sidste fire år har vi sikret:

  • Forebyggelse og kommunale sundhedsydelser af høj kvalitet
  • Bedre hjælp til unge gennem PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning)
  • Rygestopkurser til unge under 18 år og til voksne
  • Bedre seksualundervisning i skolerne
  • Etablering af Familiehuset Frederiksberg med tilbud til gravide og småbørnsfamilier, der har det svært.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Et solidt, nært sundhedsvæsen med høj faglighed og tilgængelighed
  • At Frederiksberg står stærkt i det nye sundhedsråd, der skal udvikle lokale sundhedstilbud i hovedstaden og på Bornholm
  • Bedre støtte til syge og pårørende i et stadig mere specialiseret sundhedsvæsen
  • Mere fokus på forebyggelse og inspiration til, hvad man selv kan gøre for at holde sig sund og i god trivsel.

DEN BEDSTE START PÅ LIVET

Frederiksberg er en dejlig by for børn og unge at vokse op i. Her er gode tilbud til børnefamilier, og de mange grønne åndehuller og legepladser giver plads til leg, løb og udvikling af kroppens motorik. Som børnefamilie er her endvidere gode transportmuligheder og mange jobs i nærområder, som gør det attraktivt at bo på Frederiksberg, hvis man kan finde en bolig med plads til børn.  

De gode, kvalitetsstærke daginstitutioner og det aktive fritidsliv giver gode rammer for børn og unges opvækst i byen. For en god start på livet er afgørende for det enkelte barns fremtid og trivsel i livet.

Som borgmesterparti er vi glade for, at langt de fleste børn og unge trives og har det godt. Vi mener, at alle børn fortjener de bedste muligheder, og vi arbejder for at forbedre rammerne, så alle bliver en del af stærke børnefællesskaber og klarer sig godt. Derfor vil vi forbedre for at bevare.

Vi prioriterer derfor at have pasningsgaranti nær hjemmet, samt at der er tilstrækkeligt med voksne, der tilbyder gode aktiviteter, leg og legepladser, der både udvikler motorikken og udfordrer børns nysgerrighed i vores dagtilbud.

Vi har fokus på at have velfungerende institutioner med gode normeringer, der kan tiltrække og fastholde dygtigt pædagogisk personale, så der er velkendte hænder til byens børn.

Alle børn fortjener de bedste muligheder. Vi mener, at de børn, som har det særligt vanskeligt, skal have en ekstra håndsrækning. Derfor har vi styrket indsatsen, så flere børn og unge samt deres familier får den rette hjælp tidligere, og der er kommet styr på retssikkerheden for de allermest udsatte familier - det haltede i forrige valgperiode.

De sidste fire år har vi sikret:

  • Minimumsnormeringer i alle dagtilbud
  • At børnehavealderen er sat op til tre år, så de små børn har flere voksne omkring sig
  • Flere legepladser
  • En ny tilsynsmodel til udvikling af kvalitet i dagtilbud
  • Ret til skoleudsættelse for de børn, der har brug for det
  • Bedre indsatser for de børn, der har brug for ekstra støtte.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Endnu flere legepladser
  • Fortsat kvalitetsudvikling af vores dagtilbud, så vi sikrer trivsel, venskab, leg og udvikling
  • Bedre overgang til skoleverdenen
  • Fokus på børn med særlige behov
  • Løbende renovering af dagtilbud.

EN BLANDET BY

Frederiksberg er en næsten færdigudbygget by, og derfor skal der ikke bygges meget mere – udover i Hospitalshaven, der er vores sidste, store byudviklingsprojekt.

Frederiksberg har altid været en by, hvor folk fra alle dele af samfundet mødes i en skøn sammenblanding. Byens blandede karakter har været afgørende for den helt specielle atmosfære på Frederiksberg, som vi er så mange, der holder af. Men det blandede Frederiksberg er også under pres.

Stigende lejeniveauer og boligpriser gør det stadig sværere for mennesker med almindelige indkomster at bosætte sig på Frederiksberg, og alt for mange Frederiksbergborgere har været nødt til at flytte væk. Vi kan ikke ændre markedskræfterne. Hovedstaden er dyr at købe ejerbolig i, og det er svært at finde en billig leje eller andelsbolig. Det gør det vanskeligt for unge at flytte hjemmefra og blive boende i det lokalområde, de er vokset op i. Også mange børnefamilier må flytte ud for at få plads til familien, ligesom mennesker der bliver skilt - eller af andre årsager ændrer livssituation - kan blive tvunget ud af byen. Derfor er det vigtigere end nogensinde at sætte ind for at sikre boliger i byen, der er til at betale.

Frederiksberg ville ganske enkelt tabe sin særegenhed, hvis vi alle endte med at ligne hinanden. Derfor er det en stor prioritet for Socialdemokratiet at stramme rammerne for, hvad vi tillader af byggeri, og hvem vi målretter byens boliger til.

Vores ambitioner for den blandende by skal samtidig holde balancerne. Frederiksberg er næsten fuldt udbygget, og i Socialdemokratiet vil vi stå vagt om byens grønne åndehuller. Befolkningstallet skal ikke stige til meget mere, end det er i dag.

De sidste fire år har vi leveret:

  • En boligpolitik, hvor vi understøtter en mere socialt bæredygtig byudvikling. Som udgangspunkt indeholder alt nyt byggeri mindst 25 % almene boliger, fordi det er den eneste måde, vi kan undgå de allerhøjeste huslejer på
  • Bevaring af mere end 2.000 lejeboliger, der er til at betale, bl.a. i Frederiksberg Boligfond
  • Renoveringer af de kommunale beboelsesejendomme, der i høj grad bebos af Frederiksberg-borgere med lave indkomster.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Flere ejer-, andels- og almenboliger til familier, unge og singler især i Hospitalshaven
  • At målrette almene boliger til Frederiksbergborgere
  • Dialog med grund- og ejendomsejere om at etablere flere bofællesskaber.

GRO DET NYE AF DET GAMLE
Hospitalshaven, som er hospitalsgrundens navn, er det sidste store, samlede byudviklingsområde på Frederiksberg. Den vedtagne ambitiøse udviklingsplan ’Gro det nye af det gamle’ bygger videre på områdets rige kulturarv, de mange smukke historiske bygninger og store gamle træer. Det er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder på at forbedre for at bevare et dejligt område.

På grunden er det aftalt, at der skal laves blandede boligformer og grønne byrum med plads til liv og ro. Der kommer også en central park i midten, som inviterer byen indenfor med små butikker, caféer og restauranter, kultur- og idrætstilbud og arbejdspladser i et kreativt miljø. Sidst men ikke mindst skal det nye bykvarter være et fyrtårn for grøn omstilling og bæredygtigt byggeri – med bilerne under jorden.

Selv om byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg er forsinket, er der indgået aftale om, at udviklingen af det nye bykvarter alligevel kan begynde i 2027. Omdannelse af området starter dog allerede i 2025 med etableringen af en hyggelig park.

De sidste fire år har vi leveret:

  • En ambitiøs helhedsplan for området, som sikrer udviklingen af den grønneste bydel nogensinde på Frederiksberg
  • Aftale med Region Hovedstaden om at starte byudviklingen i 2027, selvom byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg er forsinket
  • Anlæg af ny park i Hospitalshaven påbegyndt i 2025
  • Padeltennisbaner i Hospitalshaven, hvor den gamle tennisbane lå.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Et nyt grønt byområde med en blanding af ejer-, andel- og lejeboliger, herunder almene boliger
  • Bilerne under jorden i P-kældre
  • En finansiel plan, som sikrer realisering af helhedsplanen
  • Flere midlertidige aktiviteter i Hospitalshaven
  • Et sundhedsstrøg i Hospitalshaven med bl.a. lægeklinikker, døgnrehabilitering og andre sundhedstilbud etableret i samarbejde med regionen.

UDVIKLING I HELE BYEN
Området omkring Nordens Plads, hvor højhuset Domus Vista ligger, har haft vores store fokus som borgmesterparti. Det har det, fordi det er et område af Frederiksberg, der i mange år ikke har været prioriteret i samme omfang som andre dele af byen.

Derfor har vi igangsat en ny områdefornyelse med fokus på flere aktiviteter, bedre samarbejde med de handelsdrivende, boligforeningen og andre aktører samt taget initiativ til, at der plantes mere grønt. For det kræver et stort engagement fra mange mennesker, organisationer, fonde og virksomheder at skabe en positiv udvikling. Vi er taknemmelig for, at så mange har gode ambitioner for området, og vi ønsker at fortsætte med at understøtte den positive udvikling, der er sat i gang.

De sidste fire år har vi leveret:

  • En ny områdefornyelse af Nordens Plads
  • Indviet Betty Nansen Plads
  • Udviklet samarbejdet med foreningen Nordens Have
  • Indført nye traditioner med juletræstænding og sommerfest.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • En ny og mere tryg forbindelse over Roskildevej
  • At fortsætte den gode udvikling i dialog med beboere, foreninger og virksomheder i området
  • At styrke medborgerhuset som en levende dynamo for aktiviteter i området
  • At åbne mindst et plejehjem op, så det bliver muligt at spise frokost der.

FOREBYGGELSE OG KONSEKVENS

Frederiksbergs byrum skal være et trygt sted at færdes, og vi vil ikke acceptere, at utrygheden rykker ind på Frederiksberg. Faktisk siger statistikken også, at kriminaliteten aldrig har været lavere på Frederiksberg. Eksempelvis er antallet af indbrud under niveauet fra coronatiden. Men vi er ikke i mål. Derfor er vi i tæt dialog med politiet og regeringen om at gøre, hvad vi kan for at holde udefrakommende, voldsom kriminalitet ude af vores by.

Vores budskab er enkelt: Det, politiet har af ønsker til os som kommune for at sikre trygheden, kommer vi til at efterkomme. Det kan betyde flere tryghedskameraer i byen, øget fokus på økonomisk kriminalitet og større forebyggende indsatser. Ordningen ’Giv os et praj’, der er med til at sikre en ren og velfungerende by, søges udvidet til også at forebygge utryghed.

I det daglige er det en stor prioritet for os at holde byen ren og pæn og sikre god belysning de steder, hvor det kan føles utrygt at gå i mørke. Så vi har valgt at øge indsatsen med renhold ved at opstille nye skraldespande, der holder rotter og måger væk fra skraldet, og afsætte flere midler til belysning, ligesom vores graffitiindsats har allerhøjeste prioritet.

Vores cityassistenter har fået udvidet deres tilsynsopgaver, så de holder endnu bedre øje med byen, når de går rundt. Herudover understøtter vi et tæt samarbejde mellem politi, boligforeninger og de sociale myndigheder om at forebygge kriminalitet (herunder salg af stoffer) og sikre stærke fællesskaber. Her spiller vores fritidstilbud en stor rolle, for vi ønsker, at unge skal ind i sunde fællesskaber frem for at hænge ud på gaderne. Derfor tilbyder vi også gratis fritidspas til dem, hvis forældre ikke har råd til at betale for en fritidsaktivitet, så alle kan få chancen for at blive en del af fællesskabet. 

De sidste fire år har vi leveret:

  • Fritidspas til børn og unge
  • Tryghedspakke, som udvider tilsynsopgaverne hos cityassistenterne, så de også løser tryghedsskabende opgaver
  • Fastholdelse af SSP-indsatsen (samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi)
  • Tryghedsskabede belysning.

 

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Tilbud om fritidsjob til alle udsatte unge, så de har et alternativ til kriminalitet
  • Straksindsats i samarbejde med politiet, hvis der opstår problemer i et område
  • Øget fokus på familier, der begår socialt bedrag og anden økonomisk kriminalitet
  • At ’Giv os et praj’ ordningen udvides til at omfatte steder og episoder, hvor der opleves utryghed.

ALLE I ARBEJDE

Beskæftigelsen på Frederiksberg er høj. Mange bidrager og kommer hurtigt videre, når de skifter job. Også når det kommer til nyankomne flygtninge, er vi gode til at få mennesker i beskæftigelse. For integration handler i høj grad også om hurtigt at blive i stand til at forsørge sig selv og sin familie.

En stor del af livet bruges på at arbejde. Vi går ikke kun på arbejde for indkomsten og læringen, men også fordi det giver identitet og en mulighed for at bidrage. Derfor har vi altid kæmpet for at inddrage så mange som muligt i arbejdsfællesskabet. Alle skal bidrage i det omfang, de kan. I ordinære job eller job på særlige vilkår.

Vi er optaget af, at medarbejdere behandles ordentligt, overenskomster overholdes, og at der for virksomhederne er fair konkurrencevilkår. Derfor har vi haft fokus på at undgå social dumping gennem udbudskrav og kontrol.

De sidste fire år har vi leveret:

  • Høj beskæftigelse
  • Mere borgernært fokus i jobcenteret
  • God integration med fokus på at flere skal bidrage på arbejdsmarkedet
  • Digitalt jobcenter.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Bedre seniorordninger, så endnu flere fortsætter, når de kommer op i årene
  • Øget opfølgning for at undgå social dumping
  • Fælles praktikbank på Frederiksberg for grund- og erhvervsskoleelever
  • Styrket integrationsindsats med fokus på selvforsørgelse
  • Tilbud om fritidsjob til kriminalitetstruede unge, så de har et alternativ til kriminaliteten.

FREDERIKSBERG SOM IVÆRKSÆTTERBY

Som hjemsted for førende uddannelsesinstitutioner og innovative virksomheder er Frederiksberg godt positioneret som et centrum for vækst og iværksætteri. Solide ungdomsuddannelser og videregående uddannelse udgør grundlaget for gode jobs og iværksætterånd – uanset hvilke drømme for fremtiden, man har. Derfor vil vi arbejde for, at Frederiksberg også får den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse EPX.

Stærke virksomheder med store ambitioner og job på gode vilkår er et vigtigt fundament for velstanden – både i vores by og i Danmark generelt. Derfor er Socialdemokratiet gået helhjertet ind i indsatsen for at skabe bedre rammevilkår for både opstart og vækst af virksomheder på Frederiksberg.

Det gælder på den ene side tætte samarbejder med bl.a. Frederiksberg Erhvervsforening om det lokale butiksliv og på den anden side vækstvirksomheder, der skaber helt nye produkter og services, som i mange tilfælde eksporteres til udlandet. Men vi stopper ikke her. I dialog med relevante aktører ønsker vi at understøtte iværksætterkulturen yderligere eksempelvis gennem mentorprogrammer, startup-miljøer og events, og vi vil se på, om vi i højere grad kan stille kommunens data til rådighed for innovative løsninger.

Som borgmesterparti har vi også været med til at gå i tættere dialog med det lokale erhvervsliv på Frederiksberg og lytte til deres behov, så vi sammen kan udvikle vores levende handelsby og undgå butiksdød. Det kan eksempelvis være gennem mere korttidsparkering flere steder i dagtimerne. Her kan bæredygtig turisme bidrage til omsætning i byens butikker, og derfor har vi haft et særskilt fokus på at udvikle turismen som en del af vores erhvervsstrategi.

Frederiksberg er en by, hvor idéerne lever og gror. Sådan skal det også være fremover.  

De sidste fire år har vi leveret:

  • Ny erhvervspolitik og styrket samarbejde med det lokale erhvervsliv og ejere af byens erhvervsejendomme
  • Bedre vilkår for udeservering
  • Gazellenetværk for nye og tidligere gazellevirksomheder
  • Én indgang for samarbejder mellem virksomheder, universiteter og kommunen
  • Et fornyet og ambitiøst samarbejde med Frederiksberg Erhvervsforening
  • Erhvervspakke til at styrke byliv og turisme.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • At der kommer en EPX uddannelse på Frederiksberg
  • Flere lokale områder med stærke handelsfællesskaber, som skaber butiksliv
  • Forsimplede og gennemskuelige udbudskriterier, så startups nemmere kan byde ind med relevante løsninger på kommunale opgaver
  • En iværksætterpakke der, i dialog med uddannelsesinstitutioner og erhvervsfolk, skal understøtte iværksætterkulturen på Frederiksberg
  • Større brug af kunstig intelligens (AI) til kommunal opgaveløsning i samarbejde med vækstvirksomheder.

MENNESKER I SÅRBARE SITUATIONER

En by skal kendes på, hvordan vi behandler mennesker i sårbare situationer, psykisk såvel som fysisk. Derfor har det haft vores højeste prioritet at tilføre socialområdet på Frederiksberg flere ressourcer, så udsatte borgere, børn og voksne får bedre hjælp. Det har vi bl.a. gjort, fordi området var underbudgetteret. Nu har det derfor mere retvisende budgetter. De sidste fire år har vi stået i spidsen for et historisk løft på hele 73 millioner kroner.

Vi har omlagt socialpolitikken til en recovery-orienteret tilgang, hvor flere får mulighed for at leve med størst mulig selvstændighed. Samtidig har vi omlagt anbringelsespolitikken for udsatte børn og unge, så flere skal bo i plejefamilier end på institution – hvis de ikke kan bo hos deres biologiske forældre. Det har vi gjort, fordi børn og unge selv har efterspurgt at være en del af en familie.

Herudover har vi indgået strategiske partnerskaber med Røde Kors, Ældre Sagen Frederiksberg og WeShelter blandt andet med det formål at forebygge ensomhed og inkludere flere udsatte borgere i lokalsamfundet. At være der for dem, der har mest behov – det bidrager mange andre gode kræfter også med, ikke mindst kirkerne, der er en stor lokal institution med mange aktiviteter, vi ikke kunne være foruden. For det er sådan, det er og skal være på Frederiksberg – vi hjælper hinanden med at skabe lys i mørket og sunde fællesskaber.

De sidste fire år har vi leveret:

  • Byggeri af nye sociale botilbud på Ny Søndervang
  • Omlægning af socialpolitikken til en recovery-orienteret indsats
  • Omlægning af anbringelsespolitikken, så flere kommer til at bo i plejefamilier frem for på institutioner
  • Indgået strategiske partnerskaber med Røde Kors, Ældre Sagen Frederiksberg og WeShelter samt tilskud til netværksstedet Thorvaldsen, der forebygger ensomhed og har fokus på mental trivsel
  • Hjælp til unge, der er vokset op i familier med alkoholproblemer eller stofmisbrug gennem foreningen TUBA.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • Fokus på tværfaglig kvalitetsudvikling af socialpolitikken, så flere får mulighed for at leve med størst mulig selvstændighed
  • Etablering af nye, moderne botilbud, hvor der både er rart at bo, og hvor det er trygt at være ansat
  • Styrkelse af det boligsociale arbejde, så flere voksne kommer i beskæftigelse, og flere børn og unge tager aktiv del i det organiserede fritidsliv med sport og andre aktiviteter.
  • Forsat udvikling af et tæt samarbejde med kirken, frivillige foreninger og andre, der ønsker at yde en indsats for ensomme og sårbare mennesker i vores by.

PÅ CYKEL, TIL FODS, I METRO, BUS OG BIL

En velfungerende by med gode transportmuligheder er afgørende for at sikre, at alle borgere i Frederiksberg kan komme rundt på en sikker, tryg og effektiv måde. I Socialdemokratiet mener vi, at der skal være plads til alle trafikanter – uanset om man cykler, tager metroen, bussen, går eller kører bil.

Vi har brug for at prioritere tilgængelighed højere, og vi er også meget klare på, at vi prioriterer bløde trafikanter højest. Vi vil ikke gå på kompromis med trafiksikkerheden. Det gælder især for de mindste, der skal lære at begå sig i trafikken. Det skal sikre skoleveje, skolepatruljer og trafikundervisning bidrage til.

Transport handler om at skabe en balance mellem de forskellige transportformer og sikre, at Frederiksberg forbliver en by, hvor alle kan færdes trygt og effektivt. 

De sidste fire år har vi leveret:

  • En ny parkeringsordning, så der er kommet mærkbart flere P-pladser i hele byen
  • Cykelsti på Vodroffsvej og på Jens Jessens Vej (færdiggøres i 2025)
  • Bevaring af Frederiksberg-busserne
  • Princip om, at der samlet skal være flere P-pladser ved udgangen af 2025 end ved indgangen af året – de nye P-pladser anlægges så vidt muligt med ladestandere
  • Etablering af to nye lynladestationer – og flere på vej.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • En ny metrostation på Gammel Kongevej og omstigningsstation ved Forum i forbindelse med anlæg af den kommende metrolinje (M5)
  • At etablere flere parkeringspladser, så bilister nemmere kan finde parkering, hvilket kan reducere cirkulationstrafik og forbedre trængslen i byen. Dette bør om muligt ske under jorden, hvis det kan finansieres
  • At fremme en bedre integration mellem forskellige transportformer, så det bliver lettere at skifte mellem cykel, bus og metro for at gøre transporten mere smidig
  • Øget fokus på sikre og attraktive fortove og byrum, så flere vælger at gå i stedet for at tage bilen, hvilket også vil bidrage til et renere miljø
  • At cykelstier fortsat vedligeholdes, så turene på to hjul også fremover forbliver en sikker og attraktiv transportform for mange
  • Øget fokus på trafiksikkerhed for børn og unge med sikre skoleveje, undervisning i trafiksikkerhed og skolepatruljer.

MERE PLADS TIL SPORT OG BEVÆGELSE

Sport og bevægelse er afgørende for vores sundhed og trivsel. I Socialdemokratiet er vi engagerede i at fremme en aktiv livsstil for alle borgere – i alle livsfaser. Opgaverne løftes i høj grad af veldrevne foreninger og mange frivillige, der yder en formidabel indsats til gavn for rigtig mange. Stærke fællesskaber kommer ikke af sig selv, og derfor er vi meget optaget af at udbygge og styrke det gode samarbejde mellem kommunen og foreningslivet.

Vi har allerede gjort noget i denne valgperiode, men vi ser frem til at tage endnu flere skridt for at sikre, at sport og bevægelse er tilgængeligt for alle.

Det er og bliver en stor prioritet for os at få rykket borgerne fra ventelister til holdlister. Derfor er det også vores mål for de kommende 10 år at etablere et større idrætsanlæg til gavn for Frederiksbergs borgere.

De sidste fire år har vi:

  • Friholdt idrætten for besparelser
  • Etableret nye padelbaner i Hospitalshaven
  • Fortsat deltagelse i ’Bevæg dig for livet’, som er et samarbejde mellem DIF, DGI og Frederiksberg, hvor vi skal have flere med i foreningslivet. Og det virker – bl.a. er flere piger blevet idrætsaktive
  • Skaffet nye lokaler til seniorbordtennis i Hospitalshaven
  • Ydet lånegaranti til KB’s nye tennishal på Peter Bangs Vej.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • At etablere mere halkapacitet, så vi kan tilbyde flere sportsaktiviteter og give plads til både unge og voksne, der ønsker at dyrke sport
  • At fremme samarbejdet mellem daginstitutioner, skoler og idrætsforeninger for at sikre, at alle børn får mulighed for at prøve forskellige sportsgrene og finde en aktivitet, de brænder for
  • Flere grønne områder og aktivitetspladser, hvor borgere i alle aldre kan dyrke motion og være aktive i hverdagen
  • At idrætsaktiviteter er økonomisk tilgængelige for alle, så ingen bliver udelukket på grund af høje omkostninger.

NOGET AT LEVE FOR

Kunst og kultur er essentielle elementer i vores samfund, som beriger livet for alle borgere på Frederiksberg – eller som man siger: ikke bare noget at leve af, men også at leve for. I Socialdemokratiet værdsætter vi de mange aktører, der skaber og løfter kulturen i byen, og vi er stolte af de initiativer, vi har gennemført i denne valgperiode, der støtter deres indsatser. Vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde for at styrke det kulturelle liv i vores kommune.

Frederiksberg er kulturens by. Lige fra Riddersalen, Aveny-T og Betty Nansen Teatret til bibliotekerne. Over pride, fastelavn på rådhuset eller verdensballetten under åben himmel. Eller hvad med Frederiksbergs fire fine museer? Frederiksberg har masser at byde på, hvis man vil opleve noget. Sådan skal det fortsat være.


Vi tror på, at et aktivt kulturliv er med til at skabe sammenhold og identitet i vores samfund. Lad os sammen gøre Frederiksberg til en by, hvor kunst og kultur blomstrer.

De sidste fire år har vi:

  • Øget den økonomiske støtte til lokale kulturinstitutioner, hvilket har gjort det muligt for dem at tilbyde et bredere udvalg af aktiviteter og arrangementer for borgerne
  • Forbedret adgangen til kulturelle tilbud for børn og unge, så flere kan få glæde af teater, musik og kunst
  • Genåbnet Frederiksberg Svømmehal
  • Skabt en ny tradition, hvor Livgardens Musikkorps giver gratis sommerkoncert foran Frederiksberg Slot i august.

Frem mod 2035 arbejder vi for:

  • At bevare biblioteksfilialer i hele byen
  • At understøtte lokale teatre
  • At etablere bedre rammer for vores musikskole i form af en ny kultur- og musikskole under forudsætning af fondsfinansiering
  • At fremme kunst i det offentlige rum ved at støtte udsmykningsprojekter, der kan gøre Frederiksberg til en endnu mere inspirerende by at bo og besøge
  • At borgerne kan låne kunst på bibliotekerne
  • Bedre udnyttelse af haller og sale.

Frederiksberg har rigtig meget at byde på. Vores skoler er blandt landets bedste, man kan se et træ fra ethvert vindue, og så er man aldrig langt fra kultur eller en god café.

Frederiksberg er et godt sted at bo, hvor vi værner om det grønne, om fællesskabet og om den gode kvalitet i vores velfærd. Vi værner om den gode Frederiksberg-service, hvor vi alle lige giver den en ekstra skalle for at finde brugbare løsninger og levere god service. Ligesom vi insisterer på at holde den gode tone. Vi lægger vægt på at forbedre for at bevare.

Men vi kan altid gøre det bedre – og derfor vil vi som borgmesterparti gerne høre dine idéer til, hvordan Frederiksberg kan blive til et endnu bedre sted at bo. Du er altid velkommen til at sende en mail med din gode Frederiksberg-idé til vores borgmester. Så vil vi se, om vi kan gøre den til virkelighed! Skriv til: borgmesteren@frederiksberg.dk

Vi håber, du vil overveje at give os din tillid til kommunalvalget.