Borgmester

Michael Vindfeldt

Michael Vindfeldt er Frederiksbergs borgmester og har været det siden 2022. Michael Vindfeldt er dermed Frederiksbergs 10. borgmester – men den første socialdemokrat nogensinde. Inden Michael blev borgmester, har han været medlem af kommunalbestyrelsen siden 2006, herunder bl.a. viceborgmester og udvalgsformand og medlem af en række udvalg.

Michael er som borgmester øverste ansvarlig for Frederiksberg Kommunes mere end 7.000 ansatte, og han har i sin borgmestertid altid lagt vægt på ordentlighed og ansvarlighed, og at der skal være styr på økonomien frem for alt. Men også at vi skal holde fast i det helt særlige, der er ved Frederiksberg; nemlig at vi er noget helt andet end andre kommuner. En grøn by med et stærkt fællesskab – hvor man skal kunne se et træ fra hver bolig, hvor sneen er ryddet hurtigt og effektivt, og hvor vi har erklæret kamp mod graffiti. Kort sagt; en by, der er ren, grøn og pæn.

Michael er optaget af at sikre, at Frederiksbergs befolkning også i fremtiden skal være mennesker i alle aldre og i alle livssituationer. Derfor er det afgørende, at vi bevarer en blandet boligmasse, samtidig med at vi får en stadig grønnere by og holder fast i den gode Frederiksberg-service, som byen altid har været kendt for, og de fællesskaber, som er så afgørende for byen og alle dens borgere.

Michael er født i 1981 og var advokat, før han blev borgmester, og han er far til Liva (2013) og Folke (2016) og gift med Tildde. Familien består derudover af hunden Anker og kaninen Nutella. Michael er en passioneret læsehest, holder af at følge favoritholdet FCK’s kampe og løber gerne ture på Frederiksberg i sin fritid.

Du kan kontakte Michael på: borgmesteren@frederiksberg.dk