Kandidat til kommunalbestyrelsen

Marie-Louise Knuppert

74 år, tidligere LO-sekretær

Hvorfor stiller jeg op til kommunalbestyrelsen?
Fordi jeg er meget optaget af, at Frederiksberg fortsætter som en blandet by. Vi skal have plads og bolig til de seniorer, der har lidt på kistebunden, men især til de der ikke har så meget at gøre godt med. Vi skal have plads og bolig til den unge børnefamilie og til den unge studerende.
Konkret vil jeg arbejde for, at mindst 25 procent af byggeriet i Hospitalshaven bliver alment. Jeg vil også arbejde for, at der indgår almene boliger i nye byggeprojekter, når vi nænsomt udvikler byen. Frederiksberg skal være en by med diversitet og plads til fællesskaber mellem unge og ældre uanset etnicitet. 

Jeg kæmper også for, at Frederiksberg skal gå forrest, når det handler om at implementere den nye ældrereform. Pleje og omsorg skal tilrettelægges ud fra den ældres ønsker, behov og hverdagsliv.
Hvem er jeg?
Jeg har i min karriere varetaget mange hverv i fagbevægelsen såvel nationalt som internationalt. Det startede som formand for HK i Aarhus og senere blev jeg valgt som en del af ledelsen i LO Danmark. I dag er jeg en frisk pensionist på 74 år og stadig aktiv i foreningslivet.

Mit mangeårige engagement i fagbevægelsen er et godt fundament for at byde ind med forslag til udvikling. Jeg har siddet i et utal af bestyrelser og regeringsnedsatte udvalg og altid bestræbt mig på at forhandle de bedste løsninger på plads. Det kræver evnen til at indgå kompromisser - fuldstændig som i en kommunalbestyrelse.